Januar 2019
”Frodig mangfoldighed” kalder Erna Møller den lille folder, hun har fået lavet om sine glasarbejder.
En passende titel er det. Så passende, faktisk, at det virker umuligt at finde på en bedre.
Det er ikke så meget ordet ”mangfoldighed”, som mere eller mindre giver sig selv, al den stund Erna Møller udtrykker sig på et hav af forskellige måder og via mange forskellige processer: glas, skåle, vaser, lamper, fade, smykker og fristående eller svævende skulpturer. De mere tekniske glasprocesser udgøres af støbning, sagging, kogning, mosaik og glasmaleri.
Nej, det misundelsesværdige ord er ”frodig”. Misundelsesværdigt, fordi det præcist beskriver karakteren af og essensen i Erna Møllers kunst. Ved andre glaskunstnere ville ord som ”æterisk” eller ”meditativt” dække over deres særkende, men ”frodig” passer som fod i hose på Erna Møllers glaskunst. Ordet ”Frodig” indeholder, for undertegnede i hvert fald, noget, der har med begejstring, med indlevelse, med overskud og med sanselighed at gøre. Ser man på Erna Møllers forskellige glasarbejder, mærker man både en dyb forbundethed med naturen, en lyst til fortællinger, en instinktiv glæde ved intense glødende farver og en tro på, at glaskunst er mere end blot smukke objekter, man kan placere i sit vitrineskab eller vindueskarm.
Det kan således ikke være tilfældigt, at Erna Møller er glad for motiver som påfugle, tropiske fisk og valmuer. Flora og fauna som er karakteriseret ved dyb, kraftig og juvelagtig farvepragt med glødende kulører, der kan oplive selv den mest grå skandinaviske vinterdag. Farvepragten går igen i de abstrakte skåle, lamper og smykker, Erna Møller har skabt. Farverne lyser med en så intens glød, at de bringer minder om glasmosaikkerne i de gamle katedraler. Hvem kan føle andet end glæde ved at se lyset strømme igennem disse smukke arbejder?
Fortællingerne dukker især op i Erna Møllers glasmosaikker. Her ser vi motiver med fugle og fisk, med kirker og tårne og små hyggelige huse og den blå himmel foroven. Motiver, der både er inspireret af hendes bornholmske barndomsoplevelser og hendes nuværende hjemsted i den ældgamle og hyggelige købstad Ribe. Den indlevelse og den glæde, vi fornemmer i disse arbejder, virker i allerhøjeste grad smittende på os, der ser på dem eller måske endda står med dem i hånden.
Mosaikkerne rummer også en fortælleglæde, vi føler med det samme. Vi kan fornemme mylderet i den lille købstad, lugten af mad og tjære og lyden af gadesælgernes råb og mågernes skrig oppe på himlen. Fortælleglæden kan også komme til udtryk i en kredsen om et enkelt historie, som når Erna Møller f.eks. skaber en serie med glasskåle inspireret af H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”. Her ser vi skålen stivnet som et iskrystal, smukt, men også sørgeligt, for hele verden er jo stivnet og frosset til, efter af isdronningen har forvrænget menneskernes hjerte og sjæl ved hjælp af et magisk spejl, så al glæde og skønhed er forsvundet. H.C. Andersens løsning gælder også for Erna Møller. Fantasien og den, i ordets bedste forstand, uskyldige naivitet kan bryde igennem forvrængningens forfrosne kerne.
Troen på fantasiens og kunstens helende kraft deler Erna Møller. For hende er fugle ikke bare fugle, men symboler på frihed. Tropiske fisk glæder os med deres utrolige farvevariation, elefanter udtrykker jordforbindelse og trofasthed, mens engle viser, at der er mere mellem himmel og jord.
Som noget nyt er Erna Møller i den seneste tid begyndt at arbejde med skulpturer, hvor granit og andre materialer indgår i en symbiose med glasset. Disse værker er præget af en større tyngde og, uagtet deres faktiske størrelse, monumentalitet. Her får det lysende glas et modspil fra de jordfarvede sten. Et modspil, som viser sig at være et samspil, for den hårde og i sig selv smukke granit får gløden i glasset til at virke endnu mere intens, end hvis det stod alene. En meget interessant udvikling, Erna Møller her er i gang med som kunstner, og det bliver spændende at følge hende i de kommende år.
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen