Når jeg laver billeder i glas, så bruger jeg mange forskellige teknikker. De kan være malede med glaspulver, men ofte laver jeg et billede eller en skål som mosaik.
Mosaikker
Mosaikker er kunst, der er helliget de græske muser! Teknikken er oldgammel og vildt fascinerende. Den kræver en overordnet plan, hvor jeg tegner elementer med helt præcise former og områder med friere muligheder.
Nederst lægges en klar baggrundsplade, hvorpå farvede glasbrikker sammenstilles med stor nøjagtighed. Denne del af kompositionen består steder af to lag glas. Dernæst tilføjes detaljerne og de livgivende farveislæt. I alt lægges op til 5 lag glas nogle steder.
Mosaikken til en stor skål eller et billede tager 4 arbejdsdage, men spredes ofte over en længere designperiode.
Den færdigdesignede mosaik bliver fuset. Brændt ved omkring 800 grader, så mosaikken smeltes sammen til et glasbillede. Hvis den skal bruges til en skål, har jeg på forhånd beregnet glastykkelsen, diameteren og brændingstiden, så pladen efterfølgende kan sagges.